Báez en Weekendavisen

Lad den brænde


Af FERNANDO BÁEZ


...alle brændte bøger oplyser verden...

R.W. Emerson, 1841

»SKÆBNEN står skrevet, men en guddommelig hånd slettede de afgørende sider.« Den sætning, nedfældet i et hengemt hjørne af Peru, har altid hjemsøgt mig, men først nu, lige nu, kræver den en mere fuldkommen og nøjagtig forståelse af mig. For en uge siden forsvandt mine kontorrutiner og en overordnet beslutning bragte mig til Bagdad som en del af en international gruppe. Jeg har tilbragt de seneste ti år med at samle oplysninger om kulturel ødelæggelse, har afsluttet, hvad der kan blive den mest udførlige bog på området, men der skulle denne tur til for at bringe mig tilbage til kernen af mine opdagelser.

Mandag den 5. maj om eftermiddagen kl. 16.37 ankom jeg til Bagdad, Tusind og én nats magiske by, Al-Jumhuriyya al-’Iraqiyya’s hovedstad, det arabiske navn for Den irakiske Republik. Da jeg var den eneste latinamerikaner i gruppen, bortset fra en argentinsk canadier ved navn Manuel Olivieri, følte jeg mig mere åndsfraværende end normalt. Uplanlagte begivenheder kræver det meste af vore fortravlede timer, og tanken om mit kommende ophold havde nedsænket mig i et hav af tvivl om, hvad der ventede, udover den almindelige mistænksomhed, den stilfærdigt uigennemtænkte modvilje og de udmattende fordomme. Var jeg i sikkerhed i Irak, eller havde jeg truffet en fatal beslutning? Var det sandt, at mere end 200.000 genstande var forsvundet fra Det arkæologiske Museum? Var en million bøger brændt op på Nationalbiblioteket? Overdrev pressen? Hvis tolv journalister var blevet dræbt, hvor mange tusinde andre ofre var der så i denne krig?

DEN 10. maj blev jeg stævnet til den første arbejdskonference. For 70 år siden, nøjagtig på dagen, brændte nazisterne i Tyskland tusindvis af bøger, hvorved året 1933 blev en skæbnesvanger dag for kulturen. Jeg ved ikke, om det er personlig overtro, men tallet 3 hører sammen med bøgernes værste øjeblikke. Omkring år 213 f.v.t. beordrede kejser Shih-Huang Ti – Den store Murs grundlægger, Kinas forener – ødelæggelsen af alt, der kunne bruges til at genskabe minder om fortiden og stimulere en evig nutid. Omkring år 643-644 mener man, at araberne smadrede Alexandrias Museion, hvor det hædrede bibliotek lå. I 1453 indtog tyrkerne Konstantinopel og ødelagde berømte manuskripter. I 1813 invaderede nordamerikanske soldater Canada og York, hvor de brændte parlamentet og det juridiske bibliotek ned, hvad der blev gengældt, da Kongresbiblioteket i USA året efter gik op i flammer. Natten til den 9. marts 1943 ødelagde et luftangreb over Bayern Bibliotek 500.000 bøger. I 1993 blev masser af biblioteker deriblandt Stolacs smadret af kroatiske nationalistiske militære enheder. Og nu, 2003.

Min opgave bestod i at besøge og aflægge rapport om Det arkæologiske Museums og Bagdads gamle Nationalbiblioteks tilstand. Det var to forskellige begivenheder, en om aftenen, en om morgenen. Jeg var blevet underrettet, men efter det, jeg så, lå jeg søvnløs i to nætter. Måske ville det have været bedre at glemme det, men jeg har opdaget, at vi glemmer, kun for at alt skal komme bag på os på ny.

Det virker, som om rædslen, når vi møder den, bevæger sig rundt uden dens kustoder. Sådan følte jeg det i Bagdad Nationalbibliotek. Biblioteket havde et dystert udtryk. Dets centrale facade var voldsomt medtaget af den brand, som havde svækket strukturen og knust ruderne, hvad der gav hele området en stemning af melankoli. Førhen havde der været en statue af Saddam Hussein med den venstre hånd løftet til hilsen, mens den højre holdt en bog mod brystet (skønt der ikke er mange, der tror det, var Hussein forfatter til flere bøger og en grådig læser). Udenfor var der nu soldater, nogle af dem latinos. Klokken 10 formiddag gik min arbejdsgruppe og jeg ind i biblioteket, hvor ødelæggelsen var synlig overalt.

Da vi gik igennem entreen beskyttet mod solen af en markise dekoreret med arabiske bogstaver, var hundredvis af arbejdere og eksperter beskæftiget med at redde det, der kunne reddes af biblioteket. Mens jeg gik gennem hallerne, opdagede jeg, at foredragssalene og boghylderne var blevet nådesløst udraderet. Det ville blive umuligt at finde ud af, om manuskripterne var gemt, stjålet eller ødelagt. Trapperne var brændt. Der hersker ingen tvivl om, at ganske mange tekster blev reddet, fordi de var blevet flyttet over i Hussein-samlingen, men mange blev efterladt. Man mener, at 800.000 bøger sammen med tusindvis af tidsskrifter er forsvundet, inklusive de første tekster på persisk, der findes noget sted på kloden.

Om plyndringen af Nationalbiblioteket fik jeg fortalt, at det begyndte den 14. april, da rygtet om diktatorens flugt tog fart. En bande med redskaber tog bøger på må og få, næsten som om de var ude og købe ind. Den første bande af tyve vidste, hvor de fineste manuskripter lå, og dem tog de i al hast. Opmuntret af militærets passivitet sprøjtede de uden betænkeligheder benzin ud over reolerne og satte ild til det hele. Nogle hævder, at hvide tændstikker, som kun blev givet til militæret, blev brugt til at antænde branden. Ifølge en anden version gik en mængde anonyme tyve på jagt efter værdifulde genstande, sultne og rasende på det afsatte styre, og satte biblioteket i brand. Flokken gennemsøgte stedet og stjal de mest værdifulde bøger.

Flere timer senere kunne en søjle af røg ses mere end fire kilometer væk, og i disse grådige flammer – varmere end de 451 Fahrenheit, Ray Bradbury angiver i sin bog – forsvandt tusinder af bøger. Blandt meget andet var der også gamle mikrofilm og adskillige blade, og varmen, der har været så kraftig, at den har skadet marmorgulvet, forårsagede voldsomme beskadigelser af betontrapperne og af taget. Denne vandalisme ødelagde ligeledes Iraks nationale Arkiver, der befandt sig i den samme bygning, og som på det tidspunkt havde 85 ansatte tilknyttet. Millioner af dokumenter forsvandt, inklusive dokumenter fra den ottomanske periode.

Den næste dag var der bogstavelig talt intet, de ansatte kunne foretage sig. Direktøren beklagede sig: »Jeg kan ikke mindes, at et lignende barbari har fundet sted siden mongolernes tid.« I 1258 invaderede efterkommeren af Djengis Khan, Hulagu og hans tropper, Bagdad og ødelagde det meste af byens biblioteker ved at kaste bøger i Tigris-floden.

En anden af de ansatte sagde: »Cæsar ødelægger bøgerne igen.« Det mindede mig om en passage i George Bernard Shaws Cæsar og Kleopatra, hvor en ydmyg budbringer ankommer for at fortælle den magtfulde general om den første brand, der hærgede biblioteket i Alexandria: »Der brænder menneskehedens hukommelse.« Upåvirket svarede Julius Cæsar: »Det er en æreløs hukommelse. Lad den brænde.«

Det var ikke kun på biblioteket, at uerstattelige bøger forsvandt. Sumeriske lertavler, menneskehedens første bøger, 5300 år gamle, blev efterladt i museets ruiner, og flertallet af dem blev stjålet. Museet havde blandt andet tekster fra Det sumeriske rige, Achaia, Babylonien, Assyrien, Kaldæa, Persien og forskellige andre arabiske dynastier. Hvis læseren ikke er klar over det, er det nødvendigt at understrege, at dette museum indeholdt stelerne med Hammurabis lov, de første registrerede love i verden. Derudover forsvandt hundredvis af lertavler, som endnu ikke er dechifreret, deriblandt nogle der indeholdt oplysninger om skriftens oprindelse. Tavlerne, hvor Gilgamesh’s historie var beskrevet, blev stjålet. Tavler fra Sippar Biblioteket er stadig ikke dukket op.

DET var, hvad jeg oplevede på mit første besøg. I dag er der endnu ingen måde at opgøre omfanget af den katastrofe, der er overgået den irakiske kulturarv. Samlingen af 5000 islamiske manuskripter fra Al-Awqaf Biblioteket eksisterer ikke længere. Madrasa Mustansiriyya Universitetsbibliotek blev ødelagt og delvis plyndret. Fakulteter ved Bagdad Universitet har været genstand for plyndring og ildspåsættelse. Saddam Husseins manuskriptsamling blev reddet, fordi direktøren, Osama N. al-Naqshabandi, skjulte den. Ifølge beregningerne i en fortrolig rapport, som jeg er i besiddelse af, mistede Det arkæologiske Museum færre end 1000 genstande som følge af plyndringer, men man regner med, at Nationalbiblioteket har mistet 50 procent af sin samling som følge af ødelæggelserne.

Iman Muhammed al-Jawad al-Tamimi har offentligt bekendtgjort, at han sammen med andre irakere forsøgte at beskytte dele af biblioteket og havde transporteret adskillige manuskripter og bøger til Al Haq Moskeen. Snart vil den amerikanske regering vurdere, om ødelæggelserne var mindre end antaget, da flere frivillige få dage før krigen skjulte bøger og andre genstande over hele Bagdad. Men det kan være et opportunt rygte, den forsøger at udsprede; nu forlyder det, at bøgerne og de andre genstande ikke vil blive leveret tilbage, før de folk, mange i den af arabiske verden anser for at være erobrere, er væk.

En ung studerende ved universitetet i Bagdad sagde til mig: »En dag er der en, der vil sætte ild til Kongresbiblioteket i USA, og ved du hvad: Der vil stadig ikke blive ødelagt bare halvt så meget, som der er ødelagt her.« Man skal tænke på, at Irak har hundredvis af steder, der af UNESCO er betegnet som hele menneskehedens kulturelle arv. I denne region finder man den assyriske oldtidsby Ninive, hvor man har fundet de første aftryk af skrift.

FRA i dag af, det vil sige fra den 13. maj, efter at jeg har besøgt adskillige kulturelle mindesmærker, er min reaktion den samme, bestyrtelse iblandet akut harme. I går anklagede en gruppe på femten af museets ansatte deres direktør Jabir Khalil for at være en tyv, hvad der medførte yderligere bekymringer for UNESCOs observatører. To eller tre teorier er blevet udbredt om årsagerne til begivenhederne, og om hvem der har gjort sig skyldige i kriminelle handlinger. Efter to møder er jeg overrasket over, at amerikanernes virkelige opmærksomhed ikke gjaldt selve ødelæggelserne, men hvordan militæret fik renset deres omdømme, så deres soldater ikke blev beskyldt for at have deltaget i tyveri af kulturgenstande. De ville undgå, at en hel nation for eftertiden vil blive husket som bogstormere.

Den tese har været fremført, at det hele er orkestreret af en bande af organiserede kriminelle med speciale i ulovlig handel med bøger og kunst. Den amerikanske embedsmand, der har ansvaret for efterforskningen, var foruroliget over mine spørgsmål og insisterede på det, som er blevet en æressag for den amerikanske regering. Han sagde: »Ingen soldat stjal eller ødelagde kulturgenstande. Skaderne blev begået af irakerne selv.«

Under alle omstændigheder er skaderne uoprettelige, og der er konkrete beviser på, at om så ingen amerikanske soldater deltog, var deres overordnede før konflikten gjort bekendt med, hvad der ville ske. Professor McGuire Gibson, for eksempel, fortalte præsident George Bush, at en hel nations museer, biblioteker og arkæologiske steder måtte beskyttes, og han kom med en liste over de vigtigste.

Den 9. april var Basra Museum fuldkommen ødelagt, inklusive haven, på grund af de britiske troppers forsømmelser. Under Golfkrigen i 1991 blev 4.000 genstande stjålet fra Bagdad Museum; det burde have fået alarmklokkerne til at ringe. Men ingen tog notits. En sergent i Den 3. Infanteridivision fortalte mig, at hans bataljon ikke havde skredet ind over for plyndringerne, fordi de havde fået ordre til ikke at skyde mod de civile, og desuden var det politiet, der tog sig af den slags. Hans bemærkninger fik mig til at smile; hvor er disse mænd dog naive.

Desværre må jeg efter at have været i Bagdad i mere end en uge frygte for to ting. Den første er, at de virkelig ansvarlige for denne kulturelle katastrofe vil klare sig igennem uden en skramme, på trods af at de har overtrådt Konventionen i Haag af 1954; for det andet, at plyndringerne vil brede sig til provinsen, hvor ødelæggelserne fortsætter. I Mosul er museet og universitetsbiblioteket forsvundet. De 100.000 arkæologiske steder er ikke ordentligt beskyttet. Hvert distrikt er truet, og her mener jeg Anbar, Basra, Mutanna, Qadisiay, Najaf, Arbil, Suleimaniya, Babylon, Dohuk, Dhi Qar, Diyala, Kerbala, Maysan og Ninive. I Nassiriyah fjerner bander af røvere, der tæller over 300, genstande hver nat. De er bevæbnede med AK-47ere.

Bagdad er nu en arabisk by erobret af den mest foragtede fremmede magt i Mellemøsten, bestormet af religiøse konflikter og terroristangreb, i økonomisk krise, uden tilstrækkelig mad, uden medicin på hospitalerne, og som om det ikke var nok, uden sin hukommelse, der er blevet slettet, udplyndret, kuet. Kan man forestille sig en værre skæbne for det sted, hvor vores civilisation udsprang?


Fernando Báez er latinamerikansk forfatter. Hans særlige interesse er bibliotekers sårbarhed, og han har skrevet La ortodoxia de los herejes, El Tractatus Coislinianus, Alejado, Todo el sol de las sombras, Los fragmentos de Aristóteles samt hundredvis af artikler i tidsskrifter over hele verden. Han blev belønnet med Vintila Horias essaypris for sin studie i Det alexandrinske Bibliotek. I Spanien udkommer netop nu hans værk Bogødelæggelsernes historie – Fra Sumer til Cyberbogen.

Oversat fra engelsk og redigeret af Klaus Wivel. Weekendavisen
Copyright Fernando Báez.

Comments

Anonymous said…
No entiendo nada, pero
es fascinante que
el tema de Irak visto
por un latinoamericano
despierte tanto interes
FELIZ NAVIDAD
Clara de Gutierrez
Anonymous said…
Dansk? Feliz Navidad from Norway!

Popular posts from this blog

Todo sobre Fernando Baez

El saqueo cultural de América Latina llega a Uruguay

Los diez asesinatos de libros más grandes de la historia